Smartlog v3 » Skilsmisse
Opret egen blog | Næste blog »

Skilsmisse

En udviklingshistorie?

Datingspillet

8. Oct 2006 23:54, forladt

En af de mange konsekvenser af en skilsmisse er at man skal igang med at møde kvinder igen. Jeg har aldrig været god til det - min "strategi" i forhold til X var at vente og være tilgængelig i tilstrækkelig mange år, og det er nok ikke en holdbar fremgangsmåde én gang til.

Mit job bringer mig i berøring med mange mennesker, men desværre flest mænd og aldrig i ret lang tid ad gangen - hvilket ikke er synderligt befordrende for min specielle kurtiseringsstil, der kræver indlevelse og venskab.

Men så er der jo heldigvis online datingsites. Her kan man nemt og bekvemt shoppe en fremtidig kæreste - høj eller lav, blå eller brun, tyk eller tynd, med eller uden børn, mulighederne er uendelige. Det er bare at oprette en profil og begynde at hive ned af hylderne.

Og lige dér var det første problem: profilen. Hvad skriver man i sådan en? Man kan selvfølgelig skrive noget de lavpraktiske ting: børn, hus, job, osv. Men det beskriver jo ikke mig som person og hvad jeg gerne vil have. Og hvordan formulerer man lige, at man egentlig gerne ville have sit liv, som man kendte det, tilbage uden at det lyder som om man ikke er afklaret med sin X? Så jeg tjekkede en anden mand profil for inspiration, og fik en vred besked tilbage om at han sandelige ikke var bøsse, og at jeg godt kunne stoppe med at ødelægge hans stil. Men det lykkedes da alligevel at få en nogenlunde profil - eller i det mindste en profil.

Og så kunne jeg gå igang med at hive ned af hylderne. Bortset fra at jeg blev ramt af total beslutningsangst - der er så mange spændende kvinder, at det bliver næsten umuligt at vælge fra. Hvilke kriterier skal man bruge? Er en kvinde på 165 cm for lille? Er 75 kg for meget? Er grå øjne for kedelige? Har profilteksten for mange overflødige smileyer?

Det sjove er, at når jeg endelig møder kvinder, er jeg ofte fascineret og en lille smule forelsket. Der er så mange sjove, interessante, smukke kvinder derude. Men på dating.dk flyder det hele sammen, og det bliver svært at vælge nogen frem for andre. Og så er det jo nemmere helt at lade være...

Men en gang i mellem får jeg da skrevet et brev til en kvinde - det tager som regel en hel aften, hvor jeg kan sidde og halvvejs følge med i fjernsynet, og et glas rødvin eller to. Nogle gange kommer der ikke svar tilbage, hvilket ikke er specielt rart, når man nu har gjort sig ulejlighed, men mit favoritsvar - på sådan en semimasochistisk måde - er nu alligevel: "Jeg ved ikke, hvad jeg søger, men det er ikke dig".

Løstgående tigre

17. Aug 2006 23:16, forladt

Jeg havde en drøm forleden nat: min ex-kone tog mig tilbage, og det var jeg glad for. Men jeg skulle også lige køre mine ex-svigerforældre hjem - af en eller anden grund var det min ex-kones mor, der skulle køre. På vej gennem byen var alt kaos, fordi 3-4 hvide tigre var sluppet løs. En af tigrene var fanget i en meget dyb udgravning, mens andre var ved at blive indfanget.

Jeg har igennem lang tid haft lyst til at komme med en fortsættelse til den blog, som jeg startede, da jeg stod for at skulle skilles. Siden mit sidste indlæg (for efterhånden 1½ år siden) er der trods alt sket en del, og jeg ville godt gøre status og vise, at jeg var kommet videre.

Efter den ikke specielt spændende jul og nytår 2004 fik jeg kigget på vores separate økonomier og med afdragsfrie lån osv kunne det godt lade sig gøre for min ex-kone at blive boende i vores indtil da fælles hus samt betale mig ud. Efter at have kigget på mange lejligheder i lokalområdet fandt jeg et dejligt rækkehus, som ikke ligger langt væk fra min tidligere bolig. Desværre kunne jeg først flytte ind 4-5 måneder senere, men en god ven og kollega benyttede lejligheden til at flytte ind hos sin kæreste og overlod mig sin lejlighed på Amager. Og selv om det var hårdt at "forlade" børn og hjem, og der var mange logistiske problemer, og weekenderne var lange, så var det alligevel en befrielse at have taget skridtet. Jeg kunne nu koncentrere mig om at se fremad - at skabe et hjem for mig og mine børn, først i en midlertidig bolig og siden hen i vores nye hus. Et led i denne strategi var også at stoppe denne blog.

Omtrent samtidig fik jeg også tilbudt et nyt job. Det var en mulighed for at starte på en frisk, så jeg tog med glæde imod tilbuddet. Og det var også rart at kunne bruge energi og tanker på nye udfordringer - fremfor tabte muligheder. Men måske var jobskiftet alligevel ikke helt gennemtænkt - jeg har ihvertfald allerede skiftet igen.

Og for lidt over et år siden overtog jeg så mit fine, lille hus - på en lille, blind vej mere flere børn i samme alder som mine piger. Men selv om pigerne er faldet fint til, så snakker de en gang i mellem stadigvæk om den lille lejlighed øverst oppe på Amager med tilhørende legeplads - da vi skulle i lufthavnen ville de godt lige omkring legepladsen, som var så god.

Så jeg syntes sådan set, at jeg var kommet videre. Jeg var også begyndt at date lidt - dog uden det helt store held: de kvinder, jeg ville have, ville ikke have mig, og omvendt.

Men sommerferien understregede ensomheden og savnet, som så nemt kan skjules i en travl dagligdag. Uanset hvor sjovt, hyggeligt og (til tider) frustrerende det er at have ferie med sine børn, så kommer der et tidspunkt, hvor de er lagt i seng, og man sidder på et balkon med et glas rødvin, kigger ud over Middelhavet og føler sig meget lille. Og det var sådan en aften, at jeg havde den drøm...

Fortolkningen er vel lige for? De tanker, som jeg så langt tid havde holdt i skak, var nu sluppet fri. Men der er vel ikke andet at gøre end at acceptere, at de følelser og tanker stadigvæk er der, og så fortsætte i samme spor.

Julefrokosten

18. Dec 2004 02:30, forladt

Endnu en fredag aften alene...

I aften er der julefrokost på skolen og L kommer ikke hjem før i morgen. Jeg forstår det ikke, men hun har pakket sin dyne - ikke bare rent undertøj, men sin hovedpude og dyne!

Sidst jeg skrev havde vi lige aftalt at blive sammen, indtil vores situation var afklaret. Vi havde aftalt at tale med en parterapeut, fordi vi syntes, at det var vigtigt af hensyn til børnene at vi kunne tale sammen fremover - jeg syntes også, at det var vigtigt at forsøge at komme tilbage til det, som vi havde haft, men det sagde jeg ikke. Og det lykkedes mig også at få en aftale med en parterapeut, som jeg var blevet anbefalet, allerede lørdag i samme uge.

På mødet med terapeuten lagde L ud med at sige, at hun mente, at der var en risiko på 100% for at situationen ville ende med en skilsmisse. Terapeuten kæmpede - ikke uanfægtet - videre og kunne da godt overtale L til, at det måske snarere var 98 eller 99%. Han opstillede et lille skema over L's valgmuligheder og bad hende overveje fordele og ulemper ved det hele - jeg figurerede kun én gang: det var klart en ulempe at jeg muligvis ikke ville tage hende tilbage, hvis det ikke gik med Ham. Jeg optrådte ikke på fordelssiden overhovedet.

Onsdagen efter var L så til en enkelt samtale med en psykolog. Hans budskab var, at hun ikke skulle blive i ægteskabet af hensyn til børnene (hvilket jeg også på et tidspunkt havde sagt), at hun havde budt sig selv meget, og at hun skulle tænke lidt mere på sig selv. Den samtale medførte, at hun nu var afklaret omkring skilsmisse - hun ville have den.

I mandags nævnte hun så, at hun overvejede at overnatte hos Ham i forbindelse med skolens julefrokost. Jeg kunne slet ikke acceptere det. En ting er at forsøge at fatte at ens ægteskab er ovre, men ligefrem acceptere sig, at ens kone overnatter hos en anden mand - det var alligevel for meget for mig. Samtidig syntes jeg, at hun var illoyal over for den aftale vi havde om at være der for børnene til deres fødselsdag og i julen.

Men i løbet af de næste par dage gik det - langsomt - op for mig, at der ikke er vundet noget ved at stille mig på tværs. Jeg må nu lære at acceptere, at hun mentalt (og nu også fysisk) har forladt vores ægteskab, og at jeg ikke kan vinde hende tilbage. Den respekt, som hun engang måtte have haft for mig, er i hvert fald forsvundet, og jeg kan nu kun prøve at acceptere og respektere hende med de mange dyder og de fejl, som hun har eller er i færd med at begå. Så jeg gav hende ikke min velsignelse, men sagde at hun måtte gøre som hun fandt bedst. Og nu er hun til julefrokost...

Min psykolog snakkede om at pille L ned fra piedestalen. Jeg er ikke klar over, hvordan man gør det, men det er endnu en ting, som L har klaret for mig. Jeg synes i hvert fald at vi er mere i øjenhøjde end vi har været i lang tid.

Den seneste aftale omkring det videre forløb er, at pigerne bliver boende i huset, indtil det er blevet solgt. L og jeg finder så noget midlertidigt, hvor vi kan bo i de uger, hvor vi ikke er hos børnene. L flytter formentlig ind hos sine forældre, og jeg kan låne min mors sommerhus. Dette første skridt tager vi i begyndelsen af januar. Jeg håber så, at vi kan få solgt huset 1.6.05 evt 1.7.05, og at vi kan have nogle passende erstatningsboliger på plads samtidig, men det vil tiden vise.

En mand ser rødt

30. Nov 2004 03:40, forladt

Mandag morgen - efter søndagens udskejelser - vågnede jeg op og var vred. Jeg huskede ikke alt lige klart, men jeg måtte fortælle L, at jeg ikke havde ment noget af det, som jeg havde sagt om aftenen. Og at jeg i øvrigt var såret, skuffet og vred over, at hun ikke en eneste gang, da jeg var ved at bryde sammen hos hendes forældre, havde rakt hånden frem til mig.
"Jeg troede ikke, at du ville have det", sagde hun.
Og så talte jeg meget højt, og spurgte, hvilken planet hun havde opholdt sig på i de sidste tre-fire uger. Vi skiltes i vrede.

Senere på dagen kontaktede hun mig på Messenger. Jeg skrev, at jeg var en smule skræmt af min reaktion samme morgen, og hun svarede:
"Helt i orden - du må meget gerne være vred på mig, og skælde mig ud. Bare vi igen kan finde ud af at tale sammen i stedet for at 'råbe'".

Om aftenen fortalte L, at hun havde tænkt på, om det var en ide, at vi blev sammen, indtil hele situationen var afklaret med en parterapeuts hjælp. Hvis det "bare" er et spørgsmål om at komme pænt igennem jul og fødselsdag, så var jeg ikke interesseret. Men L påstår, at hun er meget uafklaret om, hvad hun vil, og er parat til at løbe den "risiko", at vi beslutter os for at blive sammen. Ikke uden massive forandringer, selvfølgelig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at være en smule opløftet og håbefuld.

Endnu en dag, endnu en tur på den emotionelle rutsjebane.

Comfortably Numb

30. Nov 2004 03:23, forladt

I søndags var vi til adventskransebinding hos svigerforældrene. I begyndelsen gik det meget godt, men efterhånden gik det i al sin gru op for mig, hvad det var, som jeg var ved at miste - vi ville ikke længere være en familie. Man kan sige, at det var på tide, men indtil det tidspunkt havde jeg ikke tilladt mig selv at tænke på børnene. Fra da af gik det bare ned ad bakke. Jeg var nødt til at gå for mig selv fra tid til anden for lige at få det ud. Under middagen drak jeg alt for meget for bedre at kunne holde det hele under kontrol. Og da vi var kommet hjem fortsatte jeg med drikkeriet. Jeg husker ikke så meget af det, vi snakkede om, men jeg er sikker på, at jeg udtrykte forståelse for det dilemma, som L står i.

Jeg har altid brugt (for meget) alkohol til at "slappe af". Når jeg har fået et par glas, kan jeg se mere distanceret på verden - uden at mine føleleser kommer med i spil. Men det bliver jeg nødt til at slutte med. Hvis jeg nogensinde skal kunne opnå kontakt med mig selv og mine følelser, nytter det ikke noget at jeg drikker. Så jeg har drukket mit sidste glas rødvin.

Ikke uden min datter

27. Nov 2004 21:05, forladt

Da jeg første gang foreslog L, at hun skulle flytte, sagde hun, at hun først ville flytte, når hun havde et sted, hvor hun også kunne have børnene. Den holdning holdt et par uger. På torsdag flytter hun ind hos Ham. Det er så meningen, at hun fremover skal bo en uge sammen med ham (i den periode, hvor det ene af hans børn alligevel er hos sin mor, praktisk!), og derefter en uge sammen med børnene i vores hjem, mens jeg flytter ind i gæsteværelset. Julearrangementer og juleferie holder vi "sammen".

Vi prøvede - kortvarigt - at finde et værelse, hvor vi kunne rykke ind og ud af på skift, men det lykkedes ikke. De potentielle udlejere, som jeg snakkede med om ordningen, lød noget skeptiske.

Jeg troede, at jeg efterhånden var afklaret om, at det måtte ende på denne måde, men alligevel vågner jeg klokken halv fire om morgenen og kan ikke sove. I de forløbne to uger har L fastholdt, at hun ikke så H (udover på arbejdet). Det hra selvfølgelig givet mig noget håb, om at vi kunne finde ud af noget. Men i fredags sluttede mit kursus noget før tiden og omtrent samtidig med at L havde sin sidste undervisningstime. Da jeg derfor havde noget tid, inden jeg skulle hente børnene, besluttede jeg mig for at køre ned til den station og indkøbscenter, hvor L tidligere havde fortalt, at hun plejede at køre H hen, og hvor hun samme morgen havde sagt, at hun ville købe ind. Og ganske rigtigt: efter at have ventet små ti minutter kom de to kørende. Der gik to timer, inden hun kom hjem.

Jeg var egentlig parat til at møde hende på dørtrinet med en skilsmissebegæring men ville dog alligevel give hende en chance for at forklare sig. Og heldigvis for vores fremtidige samarbejde omkring børnene (og måske venskab) fortalte hun mig af sig selv, da pigerne var lagt i seng, at hun havde set og talt med H. Gået på klingen indrømmede hun også, at hun havde gjort det i hele perioden. Hun er ved at gå i stykker på denne her situation - i den sidste måneds tid har hun tabt 10-15 kg, drikker alt for meget (hvilket jeg også gør), og er begyndt at ryge igen.

Lørdag formiddag gik hun ud i haven og ringede til H for at fortælle, at hun flyttede ind på torsdag. Ikke helt tilfældigt kom jeg forbi et vindue, hvorfra jeg kunne se hende.Og hun smilede, som jeg ikke har set hende smile i meget lang tid. Jeg er på den ene side glad for at hun kan have det på den måde for hun fortjener det bedste, og på den anden side uendelig trist over at jeg ikke er i stand til at give hende det.

Jeg kan ikke se, at det arrangement, som vi er ved at stable på benene, skulle kunne være en permanent ordning. Så jeg skal også have talt med en ejendomsmægler om at sælge huset. Men indtil det er solgt, må vi nok leve på den måde.

Ironisk nok er L samtidig gået med på at snakke med en parterapeut. Ikke for at redde ægteskabet, men for at redde vores venskab, gensidige respekt og mulighed for at samarbejde om pigerne. Jeg er enig i, at det er ekstremt vigtigt, at vi (jeg) ikke falder i en grøft af bebrejdelser og galde.

Torsdag i forrige uge var jeg til min første samtale med min psykolog. Vi talte selvfølgelig mest om min nuværende situation og L, men nåede dog også lidt omkring, hvorfor jeg optrådte, som jeg gjorde. Det satte nogle tanker i gang, som jeg har tumlet med siden.

Advarsel: amatørpsykologi forude! Jeg er for at sige det pænt konfliktsky, og jeg er ikke initiativrig - jeg overlader gerne beslutningerne til andre (helst L). Vi har fx aldrig skændtes, fordi jeg har aldrig haft en overbevisning, der var stærk nok til at jeg ville risikere at gøre L vred. Psykologen spurgte, hvorfor jeg mente, at jeg var til "besvær" (det eneste ord, som jeg kunne finde i situationen), hvis jeg sagde nej i situationer, hvor nogen bad mig om noget. Mit foreløbige bud er: Min søster har altid haft et voldsomt temperament og har i det hele taget fyldt meget i familien. Og i forbindelse med mine forældres skilsmisse (hvis ikke før), har jeg påtaget/fået tildelt rollen som det kloge og nemme barn, som der ikke var noget bøvl med. Så jeg trak mig tilbage til mine tegneserier og bøger og passede mig selv (selvfølgelig er ovenstående er fiktion og jeg har da nok været "disponeret" for den opførsel, men alligevel er der nok noget om snakken). Efter et fejlet universitetsstudium startede jeg endog på det studium, som min mor syntes ville være passende. Jeg gennemførte jura og har ikke sidenhen benyttet det til nogetsomhelst.

Den tillærte opførsel (behaviour) har jeg også - selvfølgelig og desværre - slæbt med ind i vores ægteskab. Lad mig give et sørgeligt aktuelt eksempel: jeg har aldrig i de 11 juleferier, vi har været sammen, haft en selvstændig mening om, hvor og hvordan vi skulle holde jul. Jeg har i den grad overladt det til L at jonglere med "din og min og min familie".

Det er en opførsel som jeg håber at jeg med psykologens, gode venners og ikke mindst egen hjælp kan smide væk. Jeg tror, at jeg er på rette vej. I de forløbne tre-fire uger har jeg snakket mere om mig og mine følelser  og hvad jeg vil end i resten af mit liv. Jeg er bare ked af, at der skulle en så gennemgribende begivnhed til for at sætte mig i gang.

Inden jeg går ind for at sove videre, så lad mig slutte af med en pointe, som S hele tiden fremhæver: selvom jeg er den jeg er (forhåbentlig ikke så meget længere), så vil jeg ikke påtage mig hele skylden for at vores ægteskab er sandet til. L har også nogle problemer med at sige fra, og hun har ikke (synes jeg) gjort nok for at råbe mig op. Og under alle omstændigheder er det hende, som har taget det definitive skridt at indlede en affære.

Først den ene vej...

18. Nov 2004 01:28, forladt

I aftes havde L et aftenmøde, så hun ville først komme sent hjem. Så mens jeg hentede tvillingerne hos mine svigerforældre, legede lidt, lavede mad, badede ungerne og fik dem lagt i seng, kredsede mine tanker uafbrudt om, hvad L mon egentlig lavede. Pigerne spurgte mig flere gange, om jeg var vred, og om jeg ikke var glad nu?

Da de sov, kunne jeg ikke sidde stille, så i en times tid gik jeg omkring i huset, mens jeg talte i telefon med K. Hvert andet øjeblik var jeg henne omkring uret for at se, hvad tiden mon var nu, og forsøge at beregne, hvornår L kunne/skulle være hjemme.

Da L kom hjem, delte vi en flaske rødvin (plus det løse) og sad i køkkenet i et par timer og snakkede om vores dag - helt som i "gamle dage".

Og i et kort øjeblik kunne jeg næsten bilde mig ind, at alt var normalt...

Værelse med Udsigt

16. Nov 2004 20:36, forladt

Klokken er 4 om natten, og jeg kan ikke sove.

Som jeg ser situationen lige nu, så er det to ting, som der skal gøres noget ved, hvis vi vil videre

  • Jeg skal lære at tage mere ansvar - være mere proaktiv i stedet for bare at lade tingene ske. Det gælder både de helt banale ting som deltagelse i husholdningen og de anderledes vigtige ting som børn og kone.
  • Vi skal sammen redde vores ægteskab - finde tilbage til det, som vi havde engang.
Det første punkt kan og vil jeg gøre noget ved. Jeg prøver at finde ud af, hvor jeg kan passe ind i den velsmurte maskine, som vores hjem er blevet - desværre uden min hjælp. Jeg har en aftale med en psykolog, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at komme i kontakt med mig selv. Og jeg vil gøre mere sammen med børnene - det er ynkeligt men sandt: jeg har faktisk aldrig lavet noget med børnene alene.

Men L vil ikke hjælpe mig/os med hverken det første eller det andet punkt. Hun vil ikke "opdrage" på mig, dvs. hjælpe mig igang med at tage min del af opgaverne. Jeg skal selv finde ud af det, hvilket indtil videre kun har betydet, at jeg har rendt i hælene på hende og spurgt om jeg kan hjælpe - ikke særligt succesfuldt. Vi har dog aftalt at jeg vasker tøjet fremover, men jeg skal ikke sortere det! Det ville åbenbart være for stor en tillid at vise mig.

Mht. til det andet punkt har jeg foreslået, at vi river et par dage ud af kalenderen, og tager hen et sted, hvor vi kan tale sammen, og måske/forhåbentlig finde et sted, hvorfra vi kan komme videre sammen. Men det vil L ikke, og hun vil heller ikke opgive eller bare holde en pause fra Ham - charlatanen med de to børn fra to forskellige brudte forhold. L siger, at det er op til mig at redde ægteskabet - som jeg ser det, vil hun bare køre på frihjul, indtil hun har fundet ud af, hvad hun vil. Godt nok har jeg lovet mig selv at tage mere ansvar, men det her kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne løfte alene.

Så vi er blevet enige om at leje et værelse, hvor vi så kan bo på skift en uge hver, mens pigerne bliver boende her.

Jeg ved ikke, hvordan vi skal få det sagt til tvillingerne...

Overvågning?

16. Nov 2004 09:10, forladt

Jeg kan ikke se, hvordan det overhovedet skulle kunne hjælpe mig, men alligevel er jeg forunderligt fristet til at købe sådan en GPS Tracker og sætte den på L's bil.

Det ville selvfølgelig give mig noget mere vished, men jeg tror ikke, at jeg har lyst til at være den type person.

Ned i sølet

15. Nov 2004 14:37, forladt

Igår søndag var jeg ude at gå en lang tur med min gode ven S for at snakke med ham om problemerne. Vi havde ikke gået langt, før jeg faldt i  noget mudder. S mente at det - situationen taget i betragtning - var ganske rimeligt.

Men det var godt at få vendt situationen med ham. Han mindede mig om at jeg har en tilbøjelighed til at vende alle bebrejdelser indad, og at jeg var godt i gang med det her. Jeg havde simpelthen overtaget L's bebrejdelser om min fysiske og mentale dovenskab. Det er sådan jeg har levet de sidste mange år - kan jeg se nu, hvor det liv er ved at ende. Jeg har simpelthen ladet L tage det følelsesmæssige slæb med vores mere eller mindre besværlige familier og samtidig ladet hende tage hele besværet omkring hus og børn. Jeg har - og hun har ladet mig gøre det - behandlet hende som en mor. Men jeg elsker hende stadig (og vil altid gøre det) og vil gerne væk fra det uheldige mønster, som vi er fanget i.

Men hun er ikke villig til at opgive at se ham (hvilket selvfølgelig også er svært, når de arbejder sammen), og hun vil ikke arbejde aktivt for at ændre noget i vores forhold. På den anden side - og her ligger mit svage håb - vil hun heller ikke fuldstændig afskrive muligheden for at jeg - evt. med psykologhjælp - kan ændre mig så meget, at hun kan fortsætte med mig.

Disse tanker og overvejelser gjorde at jeg fandt frem til noget vrede i mig - jeg har ikke været vred for alvor i mange år (hvis overhovedet). På mange måder var det befriende at have en aktiv følelse i stedet for "bare" at være deprimeret. Så jeg foreslog hende, at hun skulle flytte, hvilket hun pure nægtede - "ikke uden mine børn". Så nu står vi her og kan hverken komme frem eller tilbage (eller vil ikke). Men vi har aftalt, at jeg tager min (eller i hvert fald en) del af husarbejdet, og så starter jeg med at snakke med en psykolog på torsdag. Så nu må vi se, hvor det hele ender.

Din familie

15. Nov 2004 02:43, forladt

For ca. tre uger siden modtog L følgende mail fra sin søster i vores fælles indbakke.

Hej L
Er du okay, eller er det hele lidt op og ned?
jeg hoerer kun brudstykker fra mor.
L besvarede mailen, men huskede at slette den fra "Sent Items", så jeg ikke kunne se svaret (selvom jeg prøvede med flere forskellige værktøjer). Men dagen efter skrev søsteren igen.
Hej L
Du kan jo ringe fra skolen, jeg er hjemme efter 15.00 dansk tid.
Kaerligst M

> Hej M
> Jeg er forholdsvis ok, men denne mail kan altså læses også af B så....
> Knus L
Da jeg videresendte mailen til L's arbejdsplads, spurgte jeg, "Hvad er det, som du kan tale med hende om, men som jeg ikke må høre?". Hun mailede tilbage
Din familie

Halv bryllupsdag

15. Nov 2004 02:42, forladt

I dag er det 9½ år siden vi blev gift. Ikke nogen speciel mærkedag, men formentlig den sidste, jeg får. Tvillingerne havde tilfældigvis fat i bryllupsalbummet i aftes, så jeg bladrede lidt rundt i det og fandt min tale til L.

Vores venskab har altid betydet meget for mig. Og selv om der har været perioder, hvor vi har set meget lidt til hinanden, har vi dog altid haft en vis form for kontakt. Vores venskab har også overlevet forskellige kærester på hver sin side - ja, det har endog overlevet en kortere periode i landets historie, hvor vi to - uden større held - forsøgte os som hinandens kærester.
Kære L, det er mit håb og tro på denne dag, hvor vi har lovet at "elske og ære hinanden, indtil døden skiller os", at vi kan blive ved med at være hinandens bedste ven og fortrolige.

Tvangshandlinger

15. Nov 2004 02:41, forladt

  • at tjekke MSN Messenger 10 gange i time for at se om L er online, optaget eller off-line, og spekulere på, hvad det betyder
  • at tjekke L's forbrugsoversigt hos mobiludbyderen for at se, hvornår hun sidst har ringet til Ham

Det er fredag aften...

15. Nov 2004 02:38, forladt

Det er fredag aften, tvillingerne sover, og L er hos sin elsker.

Det er lidt over en uge siden, at jeg opdagede, at L var mig utro. Jeg havde igennem længere tid haft en fornemmelse af at et eller andet ikke var helt som det skulle være. Men med min sædvanlige sans for ingenting gjorde jeg ikke noget ved det. Min standardtaktik, når jeg står over for et problem er nemlig at ignorere det, indtil der er forsvundet.

Men i dette tilfælde ville det ikke gå væk. Så torsdag aften - efter at jeg havde været til en efterårssammenkomst i tvillingernes vuggestue sammen med svigerforældrene - lavede jeg nogle undersøgelser (for nu ikke at kalde det spionering) efter at L var gået tidligt i seng. Med en online opkaldsliste fra L's mobiludbyder, nogle opslag i hendes kalender, samt et hurtigt og anonymt opkald til det ubekendte nummer, var min formodning sikker. Jeg sov ikke meget den nat.

Næste morgen spurgte jeg L, om hun så en anden.
"Hvad mener du?"
"Har du en affære?"
"Ja" - en lille tøven, men ingen undskyldning eller anger.

Vi havde egentlig en aftale, om at L ville blive på sit arbejde for at drikke en fredagsøl (hvilket ellers aldrig sker), men det ville jeg ikke længere acceptere, eftersom Han er L's kollega. Jeg tror, at det var på det tidspunkt, at det gik op for L, at jeg vidste, hvem Han var.

Jeg havde meget svært ved at koncentrere mig om arbejdet den dag, og tog tidligt fri. Og selv om der fløj mange tanker rundt i hovedet på mig, overvejede jeg ikke for alvor at flytte eller smide L ud. Jeg ville redde, hvad reddes kunne.

Arkiv